I 7 til 12 års alderen skiftes mælketænderne ud med de blivende tænder.
Vi undersøger tænder og tandkød, vurderer tandbørstningen og ser på tandskifte og sammenbid. Hvis dit barn har skæve tænder eller forkert sammenbid, vurderer vi, om tandregulering kan tilbydes.
Ud fra undersøgelsen tager vi stilling til, hvilken behandling der er brug for, og hvor lang tid der skal gå inden næste undersøgelse.
Vi vurderer også, om dit barn kunne have glæde af kontrol af tandfrembrud, fluorbehandling eller en ekstra instruktion i tandbørstning.
Pas godt på dine tænder
- Børst dine tænder grundigt to gange dagligt
- Brug tandpasta med 1450 ppm flourid
- Undgå at skylle tandpastaen ud af munden
12-års tanden
Som navnet antyder bryder de fire 12-års tænder frem, når barnet er omkring 12 år gammelt - hos nogle før og hos andre senere.
12-års tanden dukker op bag 6-års tanden, hvor der ikke hidtil har været tænder. Ofte opdager man slet ikke, at en ny tand er på vej, fordi tanden ikke skubber en mælketand ud. Det er derfor en god idé at kigge efter, når der børstes tænder.
Selv om de fleste ikke mærker noget til tandfrembruddet, er det helt almindeligt, at det kan gøre ondt, når en ret stor kindtand som 12-års tanden bryder frem. Det vil typisk kun stå på i nogle dage.
Børst på tandkødet
Den nye 12-års tand skal holde hele livet, så det er vigtigt, at holde den ren helt fra starten. Når tandfrembruddet begynder, vil der ligge tandkød hen over tanden, og det er et ideelt sted for bakterierne at gemme sig. Børst forsigtigt, men omhyggeligt, på tand og tandkød - også selv om det gør ondt og bløder.
Børst på tværs
I den periode hvor tanden bryder frem, er den lavere end de andre kindtænder. Der er derfor brug for en særlig børsteteknik, så tænderne kan blive helt rene. 12-års tanden skal børstes med spidsen af tandbørsten ved at børste på tværs eller med en solo tandbørste, der har et lille rundt børstehoved.
Mange børn får ikke altid selv børstet deres 12-års tænder helt rene. De har brug for hjælp med tandbørstningen indtil de er 10-12 år. Hos tandplejen anbefaler vi, at en voksen børster barnets tænder både morgen og aften.